Dansk tysker starter kirke i Berlin
– Vi vil være meget konservative i vores tro, og meget moderne i vores udtryk.
Det siger den tyske præst, Jürgen Eisen, der har virket flere år i Danmark. Han er gift med Mirjam, som er dansker.
Lige nu er det ét år siden parret flyttede til Berlin for at plante en menighed. Nu samles omkring 70 mennesker til gudstjeneste hver søndag, og hver uge kommer der nye til.
– Jeg boede i Berlin fra 1986 til 1992 og oplevede murens fald, fortæller Jürgen Eisen. Jeg håber, vi vokser og kan blive et center for flere menigheder i Østtyskland. Pinsevækkelsen har ingen menigheder i Brandenburg, som er et stort område. Og i andre store byer i Østtyskland er der heller ingen menigheder.
Mirjam og Jürgen Eisen gik på International Apostolsk Højskole i Kolding fra 1992 til 1994. Derefter var de medforstandere i en apostolsk kirke i London i to år. Efter det, som Jürgen betegner som en læringsfase i London, kom familien til Århus som ungdomspræster i Apostolsk kirke. Efter halvandet år blev de forstanderpar i kirken, hvor de i alt var i syv år. Kirken er nu slået sammen med Pinsekirken og Frikirken ved Runddelen i Risskov og udgør nu Citykirken.
Jürgen har altid længtes efter at komme tilbage til Tyskland. Han drømte om at komme til Berlin, men der åbnede sig i stedet en dør til Nordtyskland, hvor han og hustruen overtog ansvaret for en pinsemenighed.
– Det var en god tid med vækst. Vi byggede også til. Der var ca. 80 medlemmer da vi kom. Til sidst var der op imod 200 til gudstjenester. Jeg blev områdeleder for pinsekirkerne, og kom altså med i pinsekirkernes netværk.
Den nye menighed i Berlin begyndte at mødes på restauranten Dunkin Donuts. Da kirken voksede flyttede den til Potsdamer-Platz, som var et ingenmandsland inden murens fald.
Hvad er strategien for at nå de totalt kirkefremmede?
– Strategien er at arbejde med det, vi har. Medlemmerne i kirken er vores redskaber. Vi skal være hvor vi er, blandt forældre i børnehaven, blandt de studerende på uddannelsesstederne osv. Det er sjældent, vi laver noget på gaden med traktater og lignende. Det almindelige er, at vi bringer vores venner, og på den måde vokser vi.
– Alle, som kommer til tro, har jo brug for et hjem. Det er vigtigt at kristne oplever discipelskab og fællesskab. De skal også have mulighed for at tjene og missionere.
Hvilken støbning skal man være for at starte menigheder?
– Det vigtigste er, at man har et kald. Man skal ikke bare synes, at det er en god idé. Derudover findes der mange forskellige modeller. Vi er jo forskellige mennesketyper. Man skal have et kald, ellers kan man ikke gå igennem de kriser, der kommer.
– Det har vi oplevet. På familiefronten kan det give problemer i, ægteskabet, økonomien, sygdom eller depression. Men når man ved, at Gud har kaldet én til det, kan man godt holde det ud.
– Noget andet er, at man ikke skal gøre det alene. Ens bagland skal være med og støtte én. Der skal være nogle, som kommer og opmuntrer én, det gælder, lige meget hvor stærk man er.
Mirjam og Jürgen og deres nye menighed er selv med i et netværk, både i Pinsekirken og Apostolsk kirke.
– Vi snakker sammen via Skype og kan bede for hinanden, når der er pres på. Vi kan rådgive hinanden og give hinanden ideer. De støtter os også økonomisk.
Hvad er udfordringen, hvis kirken skal trænge ind til danskerne med evangeliet?
– Jeg tror, menigheden skal have et meget moderne ansigt. Her tænker jeg på musik, prædiken og måden vi indretter kirken på. Vi skal virke imødekommende. Have de rigtige folk ved døren. Hele vores præsentation og vores image er meget, meget vigtigt. Samtidig skal vi være helt ærlige med vores værdier, og ikke være bange for at sige, hvad vi tror på.
Tror du også det er vejen frem i en lille by i Danmark?
– Jeg tror det er forskelligt fra by til by. Berlin er en storby, og menigheden skal bære præg af det. Berlin er præget af kunst og kultur, og det skal også præge menigheden. Jesus stødte aldrig mennesker fra sig. Vi skal på en eller anden måde vinde menneskers gunst, og der skal vi være kloge, bl.a. i medierne. Vi vil ikke kun være kendt for, hvad vi er imod, men for det, vi står for!
